Det har jeg gjort de sidste par dage i haven. Jeg har knoklet i haven og er i fuld gang med at få rettet op på konsekvenserne af den manglende opmærksomhed. Det har slået mig, at det er muligt at nå en del når man kan lægge nogle timer derude, men samtidig kræver det også mange timer at holde haven på et nogenlunde niveau. Og det gør jeg også gerne, men jeg må indrømme, at der godt kan komme en snert af dårlig samvittighed, hvis jeg ikke får lagt nok timer derude. Som overskriften fortæller, har jeg også mens der er ydet, nydt det haven byder på lige nu.
Her kommer en status på hvad jeg har (og lidt min mand ☺) har nået i haven de sidste par dage.
Krukkearrangementet ved hoveddøren (eller krukkehelvedet som min mand med et glimt i øjet kalder det) er påbegyndt sin første opstilling.
Der mangler stadig en masse krukker at komme på plads. De står omme på terrassen ved kælderdøren og venter på at blive klar til at komme på plads. Jeg prøver at placere krukkerne i forskellige højder, fx er krukken med lathyrus tættest på placeret ovenpå tre fliser, så der kommer lidt mere højde i opstillingen. Det samme vil jeg gøre med andre kommende krukker. Det tager tid at placere krukkerne indtil at jeg er tilfreds med opstillingen. Billedet her yder ikke virkeligheden helt retfærdighed.
Her ses der nogle at de omtalte krukker, der er i venteposition. I dag har jeg nået at rense fliserne for ukruft og få fejet. Hold op hvor det gør en forskel.
I køkkenhaven er der også sket en del.
Gangene er blevet renset for ukrudt og revet, bedene er blevet renset for ukrudt og som I lige kan ane i venstre hjørne er det sidste plantestativ kommet på plads. Her kommer der lige et par billeder fra andre vinkler.
Krukkerne (der står to i forlængelse af hinanden) med buksbom fungerer som fixpunkt for denne indgang til køkkenhaven.
Her set nedefra drivhuset. I bed nr. 2 i midten er der plantet edamamebønner. Det er jeg ret spændt på hvad de fører til :-). De er lidt sjove de planter; når solen er væk, klapper bladene ned.
I staudebedet er der fuld gang i blomstringen af silkepæonerne. De er bare så flotte. I morgen skal nogle af dem indgå i en buket til en kollega, som går på pension. Stjerneskærmen skal helt klart også indgå i buketten.
Jeg synes, at det er svært at fange farverne i bedet med kameraet. Akelejefrøstjernen er så fin, det samme er geranium Rebecca Moss.
Som jeg skrev længere oppe, har min mand også været i gang. Som jeg omtalte i et tidligere indlæg, skulle der laves endnu en ny låge. Den er nu færdig og sat op.
Der mangler stadig en belægning samt plantning af flere kirsebærlaurbær ( til venstre for billedet). Belægningen bliver ligesom på den anden side ned langs huset; rektangulere fliser med pigsten omkring. Så tror jeg godt, at I ved hvordan det kommer til at se ud. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat.
Normalt er det jo let at redigere og klippe det grimme væk. Men nu får I virkeligheden med rod mm.. Her kan I godt se hvor de manglende kirsebærlaurbærplanter skal sættes. Der skal planeres foran lågen og det eksisterende staudebed skal rettes lidt op. Nu kommer grunden til, at jeg viser dette billede. Jeg er nemlig i tvivl om placeringen af endnu et staudebed og vil derfor gerne have jeres indput. Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at et ny bed skulle placeres nedenfor det eksisterende bed (med cirka 1 m. græssti imellem). Efter lågen er kommet, vil det måske være bedre at lave et bed til højre for lågen på billedet.
Et eller andet i den her stil.
Hvad tænker I?