Så er ferien slut, som blev afsluttet med en spontan tur til vores yndlingsø Bornholm. Så dejligt med et gensyn :-).
Vel hjemme igen ventede så hverdagen. Selv om ferie er dejligt, er jeg faktisk glad for at være i gang igen. Så nu er der fuld knald på med møder og forberedelse til et nyt skoleår.
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, spiller køkkenhaven ikke helt i år som den plejer. Heldigvis er der dog ting, som giver den gas som de plejer og en enkelt overaskelse. Hvad det er, får I at se længere nede :-).
Bedet i køkkenhaven med alle de farvestrålende georginer svigter mig ikke. De bidrager i den grad til, at man bliver i godt humør.
Bedet fra den modsatte ende. Ud fra farverne kan jeg se, at jeg til næste år skal have suppleret med nogle sarte gule farver. Den orange der anes i højre hjørne er mere orange i virkeligheden. I baggrunden anes de to stativer med stangbønner, som endelig dækker stativerne helt. Der er begyndt at komme små bønner, så jeg krydser fingre for at det gode vejr fortsætter, så der kan nås at høste bønner i år.
Jeg er ret vild med pomponnerne og ikke mindst den gule variant. De er gode i buketter. I baggrunden ses det ene stativ med lathyrus. De er faktisk blevet så høje, at toppen tiltede i den voldsomme blæst den anden dag. De har heller ikke svigtet i år. Jeg vil helt klart forspire dem til næste år igen.
I dag blev de første rødbeder høstet til aftensmaden. Jeg elsker rodfrugter.
Og så til den store overraskelse. Jeg har længe gået og skulet til den overvintrede artiskok og været småsur over at der ikke var udsigt til artiskokker. Endnu en ting i skuffen af skuffelser tænkte jeg. Under en havevandring med gæster til sønnens 18 års fødselsdag, hvor jeg udtrykte min ærgerlse over de manglende artiskokker, opdagede en af gæster flere små artiskokker. Jubiii. Nu vrimler det nærmest med artiskokker på den arme plante :-).
Dem glæder vi os til at spise :-).
Det var nogle af de gode ting. Heldigvis lærer man jo også af de ting, der ikke går som planlagt. Derfor ved jeg allerede nu:
- Det er slut med jordbær i haven. Det er slut med at nurse om jordbærplanterne og så se at det minimale udbytte spises af fuglene.
- Aldrig mere vild rucola i køkkenhaven. De blade bliver alt for store og planterne går hurtigt i stok. Tilbage til sennepsrucolaen igen.
- Grønkålen skal forespires som i 2016. Med de fugle (vil gerne lige pointere at jeg godt kan lide fugle, men her i gaden er der efterhånden en alt for stor koloni af duer) vi belemres med dur det ikke at så grønkålen direkte i bedene. Det forsvinder lige så hurtigt som det kommer op.
- Det samme gælder for stangbønnerne.
- Vi skal prøve at sætte hvidløg her til efteråret.
- Jeg vil for første gang prøve at så vinterærter.
- Alle bede skal tilføres en god omgang kompost inden næste sæson.
Og så krydser jeg fingre for at 2018 bliver et bedre køkkenhaveår :-).