søndag den 5. februar 2017

Velkommen til Haveliv i nr. 16

Velkommen til min blog om mit liv i haven. Bloggen er tænkt til at være min havedagbog over livet i haven, hvad fungerer godt og skidt og i det hele taget være en billeddagbog, som viser tidens gang i haven. Jeg har nu i flere år læst med hos mange andre havebloggere og nydt den inspiration det har givet og samtidigt også set det store fællesskab havebloggere har. Det håber jeg nu, at jeg kan blive en del af. Jeg håber, at du har lyst til at følge med i mit haveliv, du skal være så hjertelig velkommen.

Vejret i dag er bestemt ikke noget at prale af, derfor får du i stedet nogle billeder fra haven fra 2016.


Et lille glimt fra den pigstenbelagte sti, som ligger mellem huset og køkkenhaven. Den hvide trævæg, der anes til venstre er 'grillhytten', som udover at være grillens hjem også indeholder mit pottebord. Trappen fører op til vores havestue. Mellem grillhytten og huset er der et espalier, der nu er ved at være dækket af Rubens Montana og New Dawn.


Her et lille glimt ind i køkkenhaven, jeg står ved den hvide trævæg, som er omtalt ovenfor. I bedet er der lige plantet artiskokker, som allerede gav udbytte sidste år. De er nu dækket godt til, så jeg krydser fingre for at de overlever. Omkring stativet er der sat forskellige slags latyrus.


Nu inde i køkkenhaven, artiskokbedet anes nederst til venstre (de vokser godt nok meget :-)). Vi er vildt glade for vores køkkenhave og nyder de høje hække, som omgiver den. De giver et skønt lukket rum. Der er tre store åbninger ind i køkkenhaven (og to små ved grillhytten), her står jeg ved den nordlige indgang og kigger ned mod syd, hvor drivhuset også er placeret.


Her er jeg gået lidt længere ned af stien i køkkenhaven. Grillhytten ses i baggrunden. I køkkenhaven er der små bede omkranset af lærketræ. De har alle en størrelse, som gør at jorden kan behandles uden at den betrædes. Bedet her foran indeholder mine farverige dahliaer og et stativ med Thunbergia African Sunset. Jeg er ret glad for dette bed i køkkenhaven; inden jeg lavede det, blev køkkenhaven lidt farveløs sidst på sæsonen, men nu bidrager dahliaerne til et farveorgie hele efteråret.

Dette er så mit første indlæg her på bloggen, jeg håber, at du nød at være med på den lille tur i haven.

7 kommentarer:

  1. Kære Mette.
    Til lykke med bloggen og velkommen i bloggerverdenen! Jeres have ser så fin ud, og jeg glæder mig til at følge med i årets gang hjemme hos dig :-)
    Kh Nana

    SvarSlet
  2. Kære Nana. Tak for din søde kommentar og tak fordi du kiggede forbi :-)
    Kh Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har du også en følger på Bloglovin' :-) Og så kan jeg se hver gang du offentliggør et indlæg, så jeg skal nok komme igen!

      Slet
  3. Hej Mette, tillykke med Bloggen og velkommen i bloggernes verden. Din have ser helt fantastisk ud og jeg har da allerede fået et par ideer ved at kigge dine billeder. Jeg glæder mig til at se meget mere.
    Kh Linda

    SvarSlet
  4. Hej Linda. Tak for de søde ord og velkommen til min blog. Dejligt at du er blevet inspireret.Rigtig god weekend til dig. Kh Mette

    SvarSlet
  5. Kære Mette. Velkommen i blogland, det kan være noget af en opgave at banke en blog op, så fortvivl ikke. Du er godt på vej. Det er vigtigt at skrive kommentarer hos de "etablerede", de kigger faktisk på hvem nye er, Jeg ligeså, da jeg kunne se du havde en blog. Så nu melder jeg mig som følger. Sikke en skøn potager du har fået skabt, jeg er kun selv i gang på sæson 3, så lang vej endnu.
    Venligst
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Henrik. Tak for de pæne ord og velkommen her på bloggen.Ja, det tager lidt tid at få stablet en potager på benene, men det er værd at vente på. Jeg synes nu, at I er kommet et godt stykke - specielt når man ved, at I samtidig har knoklet med istandsættelse af stort hus. Køkkenhaven har helt klart haft vores fokus og det er derfor først indenfor de sidste par, at jeg har koncentreret mig om staudebedene og alle krukkerne. Mange hilsner Mette

      Slet